Årets Pop-Piloter er fløjet fra reden

Efterårsferien stod i musikkens tegn, da musik- og sangskriverprojektet Pop-Pilot blev afviklet i både Fredericia og på Amager. Nu er pigerne taget hjem, men deltagere såvel som arrangører er blevet både oplevelser og erfaringer rigere.

Tekst. Mikkel Wenzel Andreasen

Der blev spillet musik. Meget musik, da 19 piger i alderen 13-16 år under kyndig vejledning fra deres kvindelige instruktørtrup, blev introduceret til nye instrumenter, nye venner og en ny tilgang til musik under Ungdommens Hus tag i Fredericia.

– Selvom det er en pigelejr, så er det faktisk slet ikke noget vi snakker om; men jeg tror det giver et trygt rum, hvor pigerne tør være fjollede, modige og ærlige i deres kreativitet. Det viser sig også i tematikken i deres tekster, som handler om friheden til at være sig selv, siger Anna Lidell, som for fjerde år har været instruktør på Pop-Pilot.

Pigerne havde ikke mange pauser i det fulde program på årets Pop-Pilot-lejr, men selv dem der var, blev brugt sammen med de øvrige deltagere. Foto: Kio Jørgensen Ng

Men kreativitet går af og til hånd i hånd med produktivitet – 15 numre blev der skrevet på lejren i Fredericia. Flere af disse blev indspillet, som en del af projektet.

Lejren blev for tredje år i træk gennemført i Ungdommens Hus i Fredericia og som tidligere rekrutteredes deltagerne fra hele landet.

– Det er et projekt, der giver rigtig god mening, ikke mindst fordi man ser nogle unge som blomstrer op i løbet af sådan en uge. Så vi vil helt sikkert gerne lægge hus til næste Pop-Pilot, siger Christian Skovhøj Horup, som er projektleder hos Ungdommens Hus.

Værket og Turbinen i Randers er ligeledes en flerårig samarbejdspartner – i år muliggjorde dette samarbejde, at L.I.G.A besøgte Pop-Piloterne til en intim akustisk koncert og en lang snak om musik, forældre, forventninger, drømme og karriere.

Amager Kulturpunkt lagde tag til kvinde-camp

Også for tredje år afholdt Amager Kulturpunkt Pop-Pilotlejren, men som noget nyt for 17-20-årige kvinder. Og i stedet for at arbejde med at danne grupper, var lejrens formål her at styrke sangskrivning blandt de unge kvinder.

– Lejren her havde et klart fokus på sangskrivning over det, at være i band, og der tror jeg, at denne aldersgruppe udmærkede sig; det kræver nok lidt musisk bagage og noget modenhed at turde springe ud i det og skrive sammen med andre, for man blotter sig rigtig meget i sangskrivningen, siger Ida Kudo, som var instruktør på Amager-lejren.

De mange sange, rytmer og venskaber som blev skabt på denne lejr skete i samarbejde med Amager Kulturpunkt, der har oplevet projektet som en stor succes:

Der blev arbejdet hårdt med både hænder og stemme på årets lejr i på Amager. Foto: Marie Cecilie Høirup Johansen

– Det gik rigtig godt; deltagerne brugte både lokalerne i spillestedet Beta og i musikforeningen Rusk, hvor der også kommer andre musikere, så der oplevede vi en god synergi, siger Line Fog Mikkelsen, projektleder hos Amager Kulturpunkt.

–  Amager Kulturpunkt er for tredje år i træk med i Pop-Pilot, og har de foregående år haft den yngre aldersgruppe; men da vi fik buddet på en lejr for de 17-20-årige, så synes vi, at det var en aldersgruppe, hvor der mangler initiativer og tilbud, og det ville vi gerne være med til at ændre.

Lejrene skal udvide den kvindelige musikscene

Pop-Pilot blev startet i 2012 som et forsøgsprojekt på initiativ af Kunstrådets daværende projektstøtte-udvalg med ROSA som operatør. Meningen var, og er fortsat, at Pop-Pilot skal bidrage til en udligning af kønsbalancen inden for den rytmiske musik ved at vække og udvikle pigers interesse for musik i en ung alder.

– Det giver helt sikkert noget mod og lyst til pigerne, at komme på Pop-Pilot og få sparring og værktøjer til musik. Jeg har allerede haft fem piger fra årets camp, som har kontaktet mig efterfølgende med spørgsmål om indspilning, pladeselskaber og en professionel karriere, siger Anna Lidell.

Samme oplevelse har instruktøren Ida Kudo fra Amager-lejren:

– Jeg kan sagtens se de her kvinder gøre noget ved musikken. Vi havde både de meget erfarne, som allerede var i gang, men også deltagere, som var usikre på deres talent og hvorvidt de skulle forfølge musikken, men som fik den støtte til at blomstre og turde fortsætte, siger Ida Kudo og fortsætter

– Og jeg tror, at den her lejr er god for, at kvinder kan se hinanden, både som samarbejdspartnere og inspiration, men også giver noget selvtillid til at bryde nogle stereotyper blandt kvindelige musikere.

Foto: Kio Jørgensen Ng

 

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Pop-Pilot er arrangeret af: ROSA – Dansk Rock Samråd i samarbejde med Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, DJBFA/Komponister og Sangskrivere, DMF – Dansk Musiker Forbund, DPA – Danske Populær Autorer, DAF – Dansk Artist Forbund,  Turbinen,  Børnekulturhus A’mar, Amager Kulturpunkt, RUSK og Ungdommens Hus Fredericia