Speedforum – sætter ord på musikkens fremtid under Roskilde Festivalen

Rammen kaldes ORDLYD Speedforum og vil køre fra torsdag til søndag ved Speedforum-standen i Mediebyen, hvor interesserede inviteres inden for rækværket  til en kop kaffe eller en øl – og en god diskussion om musikkens fremtidsbetingelser.Med mottoet ”Samtale er godt – men ord kræver handling” inviterer ROSA og MXD sammen med Spillesteder dk, KODA og Musikzonen til fire dages musikdiskussion og -debat under Roskilde Festivalen.

Alle fire dage vil inviterede nøglepersoner inden for musikkens verden være klar til at give deres besyv med om aktuelle problematikker –  lige fra DMFs Anders Laursen (”Kan der indføres en debutanttarif?”) over SF’s Pernille Frahm (”Kan man leve af at spille musik?”) til Roskilde Festivals Esben Danielsen (”Bør Roskilde sætte en kulturpolitisk dagsorden?”).

ROSAs leder Gunnar Madsen og MXDs boss Thomas Rohde er også med som kombattanter, når henholdsvis ”Rytmisk musik, kultur eller erhverv?” (fredag kl. 17.00)  og ”Hvordan øges eksporten af danske sangskrivere?” (søndag kl.  15.00) er på programmet:

– ROSA går altid ind hvor det er relevant at diskutere musikkens vilkår. Og i de kommende år er det vigtigt i kulturpolitikken at forholde sig til, hvad der er rent forretningsmæssige vilkår, hvad de rent kulturpolitiske vilkår er – og begge dele, siger Gunnar Madsen op til ” Rytmisk musik, kultur eller erhverv?”-diskussionen.

MXD’s Thomas Rohde siger om søndagens tema ” Hvordan øges eksporten af danske sangskrivere”:

– Det emne bringes på dagsordenen, fordi KODA pr. 1. januar 2011 træder ind som fuldgyldigt medlem af MXD  (indtil 1. januar har KODA observatør-status, red.). I perioden frem til nytår  skal vi indarbejde det eksportemne i MXD-sammenhæng, og speedforummet er en god mulighed for at branchen og andre fremmødte kan byde ind med forslag og ideer.

Se hele programmet for ORDLYD Speedforum på Facebook:

Du kan allerede nu skrive på vores Facebook-side eller Twitter, hvis du har spørgsmål til speedforum-deltagerne:

Tilmeld dig vores smsservice og få updates på¨speedforum på http;//www.koda.dk/ordlydRF/sms