'SPOT On Denmark'-showcase på SxSW – i samarbejde med Crunchy Frog

MXD – Music Export Denmark arrangerer sammen med ROSA – Dansk Rock Samråd en ”SPOT On Denmark”-showcase på den amerikanske branchefestival South By SouthWest (SxSW), der afvikles i Austin, Texas fra 16. til 20. marts 2011.

”SPOT On Denmark” har i den forbindelse engageret det danske pladeselskab Crunchy Frog som projektleder for eksportfremstødet. MXDs chef, Thomas Rohde, fortæller:

– De sidste to år har MXD støttet en showcase – et såkaldt dayparty – som har været arrangeret af musikeren Christian Taagehøj fra Slaraffenland. Det fungerede rigtigt godt, at de danske kunstnere gik sammen og løftede i flok, og Christian Taagehøj skabte gode resultater for meget få midler.

– I 2011 vil vi styrke projektets forankring i musikbranchen yderligere og har engageret én af dansk musiks veteraner på SxSW, Crunchy Frog, til at projektlede fremstødet. Christian Taagehøj forbliver en del af projektgruppen, siger Thomas Rohde.

Der vil forsat være tale om en ”jordnær” showcase, som arrangeres uden for festivalens officielle program, men ambitionsniveauet skrues en tand op. Dette gælder fx den tekniske afvikling og markedsføringen.

 

Jesper Reginal fra Crunchy Frog udtaler om samarbejdet: –  Vi har været til hundredevis af showcases og dayparties gennem årene, og vi har selv afholdt en del, så det begynder at dæmre, hvad der virker, og hvad der bestemt IKKE virker.

– Med vores, MXDs og Christians erfaringer puljet sammen, vil der være basis for at lave et arrangement, som både er et stærkt, sobert fremstød for dansk musik, og som samtidig også er en anelse sexet for det publikum vi prøver at tiltrække, siger Jesper Reginal.

MXD har fået støtte fra Statens Kunstråds Musikudvalg til at realisere SxSW-fremstødet..

Læs om vigtige ansøgningsfrister i nedenstående

1. Ansøgning til SxSW’s officielle program

Bands, der ønsker at komme i betragtning til SxSWs officielle program skal søge om dette, direkte hos festivalen: http://sxsw.com/music/shows/apply

Bemærk, at absolut sidste ansøgningsfrist er 5. november 2010

2. Ansøgning til ”SPOT On Denmark”-showcase på SxSW

Alle danske bands – hvad enten de er på SxSW’s officielle program eller ej – kan søge om deltagelse i den danske showcase. Dette skal gøres senest 15. november 2010. Ansøgningen skal sendes til sxsw@mxd.dk

Bemærk, at pga. kapacitetsbegrænsninger kan vi ikke give adgang til alle ansøgere. MXD/SPOT vil nedsætte en jury af amerikanske branchefolk, som udvælger de danske deltagere – de danske bands udvælges altså efter det pull-princip, som gør sig gældende for alle ”SPOT On Denmark”-fremstød. Eller sagt med andre ord: Hverken Crunchy Frog eller MXD/SPOT agerer smagsdommere.

Bemærk: En forudsætning for deltagelse er, at minimun én person fra bandet og minimum én person fra bandets branchemæssige bagland deltager i to orienteringsmøder, som finder sted henholdsvis primo december og i februar.

Herudover forventes det, at deltagerne medvirker aktivt i markedsføringen af fremstødet.
3. Ansøgning om Eksportstøtte fra MXD til deltagelse på SxSW

Alle danske bands kan søge om Eksportstøtte fra MXD til at deltage på SxSW – dette gælder hvad enten man er på SxSW’s officielle program eller ej  – og hvad enten man er blevet udvalgt til den danske showcase eller ej.

Ansøgningen skal være MXD i hænde senest 15. november 2010

Benyt ansøgningsskemaet her: http://www.appbox.dk/ansoegning/?code=mxd38dtza

Bemærk: For at få udbetalt Eksportstøtte stiller MXD som krav, at minimum én person fra bandet og minimum én person fra bandets branchemæssige bagland deltager i to orienteringsmøder, som finder sted henholdsvis primo december og i februar.

4. Ansøg om ARBEJDSVISUM til USA i god tid (nu!)
Husk, at man skal have et arbejdsvisum for at kunne optræde på SxSW. Det anbefales, at denne proces igangsættes snarest – senest ultimo november 2010.

Mange danske musikere har gennem de senere år haft særdeles gode erfaringer med organisationen Tamizdat omkring arbejdet med at sikre arbejdstilladelserne – link til Tamizdat her..

Læs desuden MXD’s know how-artikel om procedurerne omkring ansøgning om arbejdsvisum.
Det ér en møjsommelig opgave, der ikke må undervurderes hverken i praktisk omfang eller tidsmæssigt.

OBS: Uden arbejdsvisum er det ulovligt at give koncerter i USA, ligesom MXDs støtte også bortfalder, hvis ikke arbejdstilladelsen sikres inden afrejse.

– – –
Der vil løbende blive postet opdateringer om SPOT On Denmark@SxSW på www.mxd.dk

For yderligere info:

MXD – Thomas Rohde: thomas@mxd.dk

Crunchy Frog – Jessica Tolf Vulpius: sxsw@mxd.dk

ROSA – Dansk Rock Samråd – Gunnar K Madsen: gunnar@rosa.org